Gode råd – få dit budskab igennem

Hvis du vil have dit budskab klart igennem, skal du være opmærksom på disse ting:

Hvem er modtageren?

Gør dig fra starten klart, hvem din modtager er. Er det en tekniker eller en borger uden dybtgående teknisk indsigt? Tænk på din primære målgruppe – ikke alle de sekundære.

Hvad er budskabet?

Hvad vil du gerne opnå med din tekst? Skal modtageren reagere på en bestemt måde? Skal teksten vække følelser eller blot informere? Gør dig det klart fra start. Det gør det meget nemmere at skrive – og afkode – den.

Skriv korte og tydelige overskrifter

Brug altid sigende overskrifter. Skriv hvad teksten handler om i overskriften – kort. Del gerne teksten op i afsnit med underoverskrifter. Det giver overblik og hjælper læseren.

b

Brug resumé og appetitvækker

Kog tekstens indhold ned til to linjer i underrubrikken, så dine læsere får et hurtigt overblik. Det hjælper dig i skriveprocessen – og modtageren ved læsningen af teksten.

r

Kom til sagen

Vær skarp på, hvad du vil sige. Byg din tekst op efter nyhedstrekanten, der præsenterer det vigtigste først, derefter det næstvigtigste osv. og tilsidst det mindst vigtige – fx en mængde detaljer om sagen.

Skriv korte sætninger

Undgå lange sætninger og indskudte sætninger. Det gør teksten sværere at læse. Sæt et hav af punktummer. Og hav styr på din kommatering.

i

Del teksten op i afsnit

Hjælp læseren med korte afsnit og linjeskift, så han hurtigt kan skimme teksten og finde tilbage til, hvor han er nået. Det skaber overblik og begejstring.

d

Brug punktopstillinger

Punktopstilling giver variation og hvile til øjet. Brug punktform ved opremsninger, og hvor det ellers falder naturligt. Ikke hele tiden – endelig ikke. Lidt, men godt.

K

Understreg dit budskab med visualiseringer

Billeder, illustrationer og andre former for visualiseringer pepper teksten op og supplerer dit budskab. Vælg billeder, illustrationer og visualiseringer, der er relevante for teksten.